Gratis og obligatorisk kursus: Etik og adfærd
I DE har vi udarbejdet et e-læringskursus om etik og adfærd. Dette kursus skal gennemføres af alle beskæftigede i DE’s medlemsvirksomheder, som varetager kunderettede opgaver. På denne side kan du få svar på alle de spørgsmål, du måtte have om kurset.
Per 1. januar 2021 skal kurset være gennemført og bestået, før vedkommende må have kundekontakt.
Det betyder, at beskæftigede i DE’s medlemsvirksomheder ikke kan have kundekontakt per 1. januar 2021, hvis ikke kurset Etik og adfærd er gennemført og bestået
Hvem skal gennemføre kurset?
Alle beskæftigede direkte eller indirekte i en DE-medlemsvirksomhed, der har kundekontakt, skal gennemføre kurset.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du skal gennemføre kurset, kan du herunder se, hvad der skal forstås ved ”beskæftigede i en DE-medlemsvirksomhed” og ”kundekontakt”.
Alle beskæftigede:
- Medarbejdere
- Ejendomsmæglere, erhvervsmæglere, køberrådgivere, valuarer
- Indehavere, partnere, direktører
- Praktikanter
- Trainees
- Søndagsvagter
- Receptionister
- Bogholdere/regnskabspersoner
- Konsulenter/freelancere, som er tilknyttet en DE-medlemsvirksomhed (Dette gælder uanset om der er tale om en ekstern person eller ekstern virksomhed og uanset om der alene varetages en begrænset opgave, som f.eks. berigtigelse af en handel)
Eksempler på personer eller virksomheder, der ikke betragtes som beskæftigede:
- Fotograf (hvis denne er ekstern, og afregning går direkte mellem kunde og fotograf)
- Sagkyndige (bygningssagkyndige, elinstallatører, energikonsulenter)
Alle med kundekontakt:
Indebærer al direkte og reel kontakt til en kunde – både skriftligt og mundtligt.
Til eksempel kan det være:
- Søndagsvagt som tager imod kunder, som kommer ind i forretningen
- Praktikant der er med ude på en fremvisning eller vurderingsmøde sammen med en erfaren kollega, og derfor har kontakt til kunder
Eksempler, hvor der ikke er kundekontakt:
- Uddeler af flyers
- Rengøringspersonale
- Receptionist eller anden person, der alene tager telefon og stiller videre, dvs. er uden reel kundekontakt
- Bogholder/regnskabsperson som alene sender faktura til kunderne, dvs. er uden reel kundekontakt,
- Ejer/indehaver, som ikke tager del i den daglige drift af virksomheden (læs: investorer)
Hvis du betragtes som beskæftiget OG du har kundekontakt, så skal du gennemføre kurset. Hvis du ikke har kundekontakt, skal du ikke gennemføre kurset.
Hvis du er i tvivl, så kontakt DE’s Uddannelsesafdeling på tlf.: 70 25 09 99 eller mail: DEuddannelse@de.dk
Som det fremgår ovenfor, er målgruppen til kurset bred. Der kan derfor være stor forskel på, hvordan du oplever kursets sværhedsgrad afhængig af, om du er ny i branchen eller erfaren.
Bolig eller erhverv
Er du boligmægler eller erhvervsmægler?
Der er udarbejdet to udgaver af kurset – et for boligmæglere og et for erhvervsmæglere. Det skyldes, at der er forskel på, hvilke opgaver man varetager, og at der er udarbejdet to forskellige normsæt – et for boligmæglere og et for erhvervsmæglere. Hvis du er i tvivl om, hvilket kursus du skal tage, kan du læse mere herunder.
Hvem skal gennemføre kurset Etik og adfærd - boligmægler?
- Boligmæglere eller repræsentanter for en boligmæglervirksomhed.
- Dig, der kun har med salg af boliger til forbrugere at gøre.
- Dig, der har med både salg af erhvervsejendomme og boliger at gøre (blandet bolig og erhverv).
Hvem skal gennemføre kurset Etik og adfærd - erhvervsmægler?
- Erhvervsmæglere eller repræsentanter for en erhvervsmæglervirksomhed.
- Dig, der kun har med salg/rådgivning af erhvervsejendomme til erhvervsdrivende at gøre.
Hvordan gennemføres kurset?
- Kurset gennemføres online via DE kurser. Du finder kurserne Etik og adfærd – boligmægler og Etik og adfærd – erhvervsmægler på DE’s kursusside via www.de.dk
- Kurset er et e-læringskursus, og det varer cirka 90 min.
- Kurset er opdelt i en række moduler.
- Alle moduler skal være gennemført inklusive den afsluttende test i hvert modul, før kurset er bestået.
- Det er muligt at holde pause undervejs eller tage kurset over flere dage.
- Kurset tæller som to lektioners efteruddannelse.
- Kurset indeholder speak og videoer, og derfor skal du have lyd på din computer ved gennemførsel.
- Kurset er gratis.
Indehaverens ansvar
Det er til enhver tid indehaverens pligt at oprette alle beskæftigede på DE.dk. Derudover har indehaveren pligt til at sikre, at de beskæftigede gennemfører kurset i Etik og adfærd. Dette gælder også, når der kommer nye til.
Kravet gælder også personer i virksomheden, som hidtil kun har beskæftiget sig med professionelle kunder, men som nu ønsker at skifte job og derfor fremadrettet vil få med forbrugerrettede opgaver at gøre – eller omvendt.
Hvis en person har gennemført kurset om etik og adfærd i en tidligere ansættelse hos en medlemsvirksomhed, så har personen opfyldt kravet til gennemførsel af kurset.
DE fører løbende kontrol med, at kurset gennemføres.
Info om Etik og adfærd-kurset
Kurset Etik og adfærd er en del af DE’s generelle normer for etisk adfærd. Du kan læse normerne her. Normsættet er udviklet for at sætte fokus på ejendomsmæglerbranchens samfundsmæssige ansvar;
Alle, som arbejder i branchen, skal opfylde sit professionelle ansvar ved at udføre sit arbejde etisk ansvarligt og med baggrund i høj faglighed.
Kurset viser, hvad det vil sige at handle etisk ansvarligt, og hvad man skal være opmærksom på i kundekontakten i forbindelse med ejendomsformidling. Kurset vil præsentere forskellige situationer, hvor man i rollen som professionel ejendomsmægler bliver bedt om at træffe det mest korrekte valg i forhold til en etisk og professionel korrekt adfærd. Selvom situationerne er beskrevet med udgangspunkt i ejendomsmæglerrollen, så er kurset og situationerne relevant for alle i branchen, der er i kontakt med kunder eller udfører arbejde for kunder.
I øvrigt...
Hvis du både er beskæftiget med kundekontakt OG udfører mæglerfaglige opgaver, så er du desuden omfattet af norm B2 om kravet til obligatorisk efteruddannelse.