Krav om kompetenceforløb og løbende efteruddannelse

Reglerne om krav til kompetenceforløb og løbende efteruddannelse er ændret med virkning fra d. 1. januar 2020.

Krav om kompetenceforløb

Du er omfattet af DE's kompetenceforløb, hvis du varetager mæglerfaglige og/eller kunderettede opgaver, er helt ny i branchen og er blevet ansat i en DE-medlemsvirksomhed inden for de seneste 24 måneder. Hvis du skifter job til en ny DE-medlemsvirksomhed inden for de første 24 måneder, følger kompetencekravet med til din nye arbejdsplads.

Har du tidligere været ansat hos en mæglervirksomhed, der ikke er medlem af DE, anses du i DE-regi som ny og bliver derfor omfattet af kompetencekravet, fra den dag du tiltræder din stilling i en DE-medlemsvirksomhed.

Du er også omfattet af DE’s kompetenceforløb, hvis du har været væk fra en DE-medlemsvirksomhed i mere end 24 måneder, f.eks. pga. orlov, sygdom eller andet.

Kompetenceforløbet skal sideløbende med oplæring i virksomheden sikre, at alle nye indehavere og medarbejdere har kendskab til de mest almindelige opgaver, som udføres i en ejendomsmæglervirksomhed, og at personerne har de grundlæggende mæglerfaglige forudsætninger for at kunne udføre disse opgaver.

Læs mere om DE's kompetenceforløb her

Kompetenceforløbet indebærer, at du:

  • gennemfører minimum fire ud af syv kompetencekurser - se dem her
  • gennemfører et eller flere kompetencegivende kurser, før du udfører den pågældende opgave, som kurset/kurserne giver kompetence til.
  • gennemfører kompetenceforløbet indenfor de to første år af ansættelsen, dvs. sige, at du har ansættelsesåret og næstfølgende kalenderår til at gennemføre kompetenceforløbet.

    BEMÆRK: Der tælles ikke lektioner i første uddannelsesperiode, når man er omfattet af kompetenceforløbet. Derfor vil det heller ikke være muligt at få overført ekstra lektioner til anden uddannelsesperiode, hvis man har gennemført anden efteruddannelse end kompetencekurserne.

Krav om løbende efteruddannelse

Alle indehavere og medarbejdere, som er ansat i en DE-medlemsvirksomhed og varetager mæglerfagligt arbejde, er omfattet af DE's krav om løbende efteruddannelse.

Løbende efteruddannelse har til formål at sikre, at alle medarbejdere og indehavere til stadighed vedligeholder deres teoretiske viden og mæglerfaglige kompetencer, ligesom efteruddannelsen skal kunne tilføre ny viden og nye mæglerfaglige kompetencer. Kravet om løbende efteruddannelse gælder i hver uddannelsesperiode, der kommer efter kompetenceforløbet. De efterfølgende uddannelsesperioder har en varighed på to kalenderår ad gangen og starter altid fra d. 1. januar.

Løbende efteruddannelse indebærer, at du;

  • tager 24 lektioners efteruddannelse over to kalenderår gældende fra 1. januar i første år af uddannelsesperiodens start.
  • kan få maksimalt 6 overskydende lektioner overført til den umiddelbart efterfølgende uddannelsesperiode (dog ikke fra kompetenceforløbets uddannelsesperiode.)

Dokumentation og kontrol

DE fører kontrol med om medlemmer, indehavere og medarbejdere lever op til DE's krav om kompetenceforløb og løbende efteruddannelse. Du kan blive bedt om dokumentation for din efteruddannelse, hvorfor du skal gemme dokumentationen i op til 3 år efter din deltagelse på en uddannelsesaktivitet.

Manglende overholdelse af krav om kompetenceforløb og efteruddannelse vil udløse bøde. Selvom bøden betales, skal du stadig opfylde kravene og indhente de lektioner, du mangler.

Hvis du ikke opfylder minimumskravet på fire kompetencekurser inden kompetenceforløbets udløb, udløser det en bøde og et krav om, at du i de efterfølgende 6 måneder af den nye uddannelsesperiode deltager på de resterende kurser. Du skal dog samtidig stadig opfylde kravet om de 24 lektioners efteruddannelse.

Lektioner

1 lektion er 45 min. Pauser og frokost tæller ikke med.

Husk at orienter dig i normsættes krav til kompetence og uddannelse her.