FAQ om DE’s uddannelsesregler pr. 1/1 2025

Dansk Ejendomsmæglerforening har fået nye regler for grund- og efteruddannelse. Få svar på de oftest stillede spørgsmål her.

Regler for grund- og efteruddannelse

Læs reglerne her

FAQ - generelle spørgsmål

  • Hvorfor er reglerne indført?

    Formålet med kravet om løbende efteruddannelse er at sikre et kontinuerligt, højt fagligt niveau hos alle DE’s medlemmer. 

    Formålet med kravet om at nye i branchen (og de der har været væk fra branchen mere end 5 år), skal gennemføre kompetenceforløbet, er at sikre, alle får et grundigt fagligt fundament for at løse de opgaver, der forventes i branchen.  

  • Hvad er en lektion?

    En lektion består af 45 minutters undervisning ekskl. pause. 

  • Er praktikanter omfattet af uddannelsesreglerne?

    Praktikanter, der ikke er fastansat som f.eks. trainee eller ejendomsmæglerelev, er ikke omfattet af krav om gennemførelse af kompetenceforløb eller løbende efteruddannelse.

    Men de skal stadig gennemføre DE’s velkomstforløb indenfor de første 14 dage i praktikperioden.

  • Virksomheden benytter eksterne konsulenter. Hvad gælder for dem?

    Konsulenter, der udfører kunderelaterede opgaver for medlemsvirksomheden, er omfattet af DE’s regler for grund- og efteruddannelse. 

    Medlemsvirksomheden, der benytter konsulenten, kan ifalde sanktioner på baggrund af konsulentens manglende overholdelse af uddannelsesreglerne. Det er derfor vigtigt, som indehaver, at sikre sig at den benyttede konsulent efterlever DE’s krav om løbende efteruddannelse.

  • Hvad er DE’s velkomstforløb?

    DE’s velkomstforløb består af forskellige e-læringskurser: 

    • Velkommen til DE 

    • Introduktion til Hvidvaskloven 

    • Introduktion til Persondataforordningen 

    Er du bolig- eller erhvervsmægler, skal du ligeledes gennemføre kurset  Etik og Adfærd for hhv. Bolig- eller erhvervsmægler, som en del af velkomstforløbet. 

    Velkomstforløbet skal gennemføres inden 14 dage fra ansættelsens start.  

  • Hvem skal gennemføre DE’s velkomstforløb?

    Personlige medlemmer, tilknyttede konsulenter og praktikanter, der udfører kunderelaterede opgaver i virksomheden, skal gennemføre velkomstforløbet indenfor de første 14 dage efter personen første gang tilknyttes en medlemsvirksomhed.  

    Har vedkommende ikke været tilknyttet en medlemsvirksomhed indenfor de seneste 5 år og igen tilknyttes en medlemsvirksomhed, skal vedkommende gennemføre velkomstforløbet igen.

  • Kan jeg få dispensation?

    Kun i særlige tilfælde gives der hel eller delvis dispensation fra uddannelseskravene.  
     
    Det er DE’s bestyrelse, der træffer afgørelsen. Skriftlig og begrundet ansøgning skal indsendes til de@de.dk  

    Der gives ikke dispensation, hvis den manglende overholdelse af uddannelseskravet skyldes: 

    • At du ikke har tilrettelagt din efteruddannelse/kompetenceforløb hensigtsmæssigt, men har udskudt aktiviteterne og bliver ramt af aflyste eller udsolgte kurser. 

    • At du kommer for sent til kurset og ikke lukkes ind, går før kurset er slut eller slet ikke møder op. 

  • Hvad gør jeg, hvis jeg bliver syg og ikke kan deltage i undervisning?

    Du skal kontakte DE Uddannelsesafdeling så snart du ved, at du er forhindret i at deltage i kurset/kompetenceforløbet. 

  • Hvilke regler gælder, hvis jeg har været ude af branchen?

    Hvis du har været væk fra branchen i mere end 5 år (60 måneder) skal du gennemføre DE’s velkomstforløb. 

    Skal du løse opgaver, omfattet af LOFE, skal du også gennemføre kompetenceforløbet. 

    Hvis du har været væk fra branchen i kortere tid en 5 år (60 måneder), skal du efterleve kravet om løbende efteruddannelse. 

  • Hvordan tilmelder jeg mig Velkomstforløbet?

    Du tilmeldes automatisk velkomstforløbet, når du er registreret hos DE som ansat, eller indehaver, i en medlemsvirksomhed.  

    Husk, at alle elementerne i velkomstforløbet skal være gennemført senest 14 dage fra den dag, din ansættelse startede. 

  • Hvorfor skal jeg bekræfte, at jeg har overholdt reglerne?

    I uddannelsesreglerne er der både et personligt ansvar og et virksomhedsansvar.  

    Det betyder, at du på egne vegne skal bekræfte, at du har opfyldt dit uddannelseskrav.  
     
    Indehavere skal på vegne af medlemsvirksomheden bekræfte, at alle omfattede ansatte har opfyldt kravene.

  • Hvornår skal jeg bekræfte, at jeg har overholdt mit uddannelseskrav?

    I januar måned året efter din efteruddannelsesperiode udløber (eller det år, hvor du afslutter DE’s kompetenceforløb), skal du bekræfte overfor DE, at du har opfyldt dit uddannelseskrav.  

    Du får en mail fra DE, når tiden nærmer sig.  

  • Jeg læser til ejendomsmægler. Kan min uddannelse tælle som efteruddannelse?

    Ja, ejendomsmægleruddannelsen kan tælle som efteruddannelse. 2 ECTS-point kan tælle som 1 lektion efteruddannelse. Er faget nomineret til f.eks. 10 ECTS-point, kan det tælle som 5 lektioners efteruddannelse. 

    Du kan dog først tælle faget med i kalenderår, hvor faget er bestået og eksamensbeviset er udstedt. Slutter undervisningen i december, men eksamen først afholdes i efterfølgende år i januar, kan det beståede fag først tælle som lektionsgivende efteruddannelse i det kalenderår, hvor eksamensbeviset er udstedt.

FAQ om efteruddannelse

  • Hvem skal have efteruddannelse?

    Alle personlige medlemmer af DE, der har kundekontakt, er omfattet af kravet om 24 lektioners efteruddannelse pr. efteruddannelsesperiode. 

    Hvis du udfører opgaver, omfattet af LOFE, skal minimum 1/3 af dit lektionskrav opfyldes via kurser, der er udviklet eller udbudt af DE. 

  • Hvem er personligt medlem af DE?

    Fremover bliver alle personer, ansatte som indehavere, som har kundekontakt og er beskæftiget i en medlemsvirksomhed, medlemmer af DE.  

    Det sker, fordi vi ønsker at skabe større samhørighed mellem branchen og DE. Samtidig ønsker vi at synliggøre den værdi, som medlemskabet af DE giver.  

  • Hvad er en efteruddannelsesperiode?

    Efteruddannelsesperioden er den frist du har til at opfylde kravet om 24 lektioners efteruddannelse.  

    En efteruddannelsesperiode løber i to kalenderår fra og med den 1. januar til og med den 31. december året efter.   

    De efterfølgende perioder løber successivt derfra. Din ansættelsesdato afgør, hvilken periode du får. F.eks. kan du have en uddannelsesperiode for efteruddannelse, der hedder 2025-2026 eller 2024-2025. 

    Du kan se din egen efteruddannelsesperiode under din kursusprofil under “mit DE”, når du er logget ind på de.dk.  

  • Hvad sker der, hvis jeg ikke opfylder mit efteruddannelseskrav?

    Overtrædelse af reglerne kan sanktioneres af DE’s bestyrelse jf. reglernes § 8. 
     
    Både medlemsvirksomheden og det pågældende personlige medlem kan sanktioneres. Sanktionerne kan være: 

    • Påbud om at indhente de manglende lektioner indenfor en frist 

    • Bod 

    • Indbringelse for DE’s Etiske Nævn 

    • Eksklusion af DE 

  • Hvilke kurser/aktiviteter kan tælle som efteruddannelse?

    En uddannelsesaktivitet er lektionsgivende, når den giver dig ny eller opdateret viden, der er relevant for at du kan løse dine nuværende eller fremtidige opgaver i medlemsvirksomheden. Med andre ord skal aktiviteten fagligt understøtte dit daglige virke. 

    Undervisningen skal foretages af en faglig ekspert. Der skal være tale om formaliseret undervisning, og der bør som udgangspunkt være opsatte læringsmål mv.  

    Hvis du udfører opgaver, omfattet af LOFE, kan sidemandsoplæring af opgaveløsning og/eller intern undervisning i virksomheden, der varetages af en kollega/ansat i virksomheden, ikke tælle som lektionsgivende efteruddannelse. 
     
    De forhåndsgodkendte uddannelsesaktiviteter, der ikke falder ind under formaliserede læringsaktiviteter, fremgår på bilag 1 til uddannelsesreglerne. Du kan se reglerne og bilaget her. 

  • Kan jeg få lektioner, hvis jeg deltager på det samme kursus flere gange?

    Nej, det samme kursus kan kun være lektionsgivende én gang i efteruddannelsesperioden.  
     
    Der kan heller ikke overføres lektioner fra den igangværende efteruddannelsesperiode til den næste for ens/enslydende kurser. 

  • Hvad hvis jeg har taget mere end 24 lektioners efteruddannelse i perioden?

    Fra 2025 og frem kan du overføre op til 12 overskydende lektioner til den næste efteruddannelsesperiode. 

    For dem hvor efteruddannelsesperioden udløber den 31.12.2024, kan der overføres op til 6 lektioner i henhold til det regelsæt, der gælder til og med 31.12.2024.

  • Skal kurser, der ikke udbydes via DE, godkendes?

    Nej. Du vurderer selv (evt. sammen med indehaveren af virksomheden) om det kursus, du gerne vil deltage på, opfylder forudsætningerne for at være lektionsgivende efteruddannelse. 

    Ved kontrol af din opfyldelse af efteruddannelseskravet vil de kurser, som du har indberettet til DE blive vurderet konkret ift. om indhold/læringsmål stemmer overens med de opgaver, du løser/forventes at skulle løse fremadrettet. 

  • Skal jeg registrere min efteruddannelse?

    Efter endt uddannelsesperiode (eller perioden med kompetenceforløb) skal du med MitID overfor DE bekræfte, at du har opfyldt dit uddannelseskrav.  

    Hvis du er indehaver, skal du, udover at bekræfte egen opfyldelse af kravene, også bekræfte at alle omfattede ansatte i virksomheden har opfyldt kravene via MitID Erhverv. 

    Hvis du udfører opgaver, omfattet af LOFE, skal du digitalt registrere alle gennemførte uddannelsesaktiviteter enkeltvist på DE’s platform. Indtil den digitale løsning er klar, opfordres du til at gemme dokumentation for gennemførte aktiviteter, så de kan uploades senere. 

  • Hvordan registrerer jeg min efteruddannelse?

    Platformen hvor du kan gøre dette, er stadig under udvikling. 

    Du får besked, så snart den er tilgængelig. 

  • Jeg har skiftet job midt i en efteruddannelsesperiode. Hvad gælder så?

    Uddannelseskravet og din uddannelsesperiode følger med dig uanset, hvilken medlemsvirksomhed du er ansat i.  

    Den virksomhed du er ansat i, når din efteruddannelsesperiode udløber (eller perioden hvor kompetenceforløbet skal være gennemført udløber), kan sammen med dig ifalde sanktioner, hvis du ikke har efterlevet kravene.  

    I bemærkningerne til § 3 i reglerne kan du se eksempler på, hvordan perioden beregnes.  
     

FAQ om kompetenceforløb

  • Hvad indebærer kompetenceforløbet?

    Kompetenceforløbet består i alt af syv kurser fordelt på 4 moduler, der gennemføres indenfor maksimalt 12 måneder.  
     
    Når du tilmeldes et kompetenceforløb, tilmeldes du alle 7 kurser på én gang.

    Forløbet består af både e-læringer, 1 webinar og 4 kursusdage hvor du mødes med de andre kursister og underviseren.  
    Hvert modul afsluttes med en online eksamen, der skal bestås. 

    Alle 4 moduler skal gennemføres og bestås, for at kompetenceforløbet samlet set anses for gennemført.

    I beskrivelsen på kursusshoppen kan du under hvert forløb se, hvilke undervisningsdage du skal booke i din kalender. 

  • Hvornår skal jeg senest tilmeldes og have gennemført kompetenceforløbet?

    Du skal tilmeldes kompetenceforløbet senest 14 dage efter endt prøvetid. Dog altid senest 4 måneder efter du er startet hos medlemsvirksomheden. 
     
    Kompetenceforløbet skal gennemføres inden 16 måneder fra din ansættelse starter (eksklusiv eventuel prøveperiode).

    Alle kompetenceforløb har DE tilrettelagt, så de 4 moduler gennemføres indenfor 12 måneder. Det er derfor vigtigt at du bliver tilmeldt indenfor de 4 måneder fra ansættelsens start, for at overholde alle frister. 

  • Hvem er underlagt kompetenceforløbet?

    Er du ny i branchen eller har været væk fra branchen i 5 år eller mere? Så er du underlagt krav om at gennemføre kompetenceforløbet.  
     
    Kravet om at gennemføre kompetenceforløbet gælder for dig, hvis du udfører opgaver, der er omfattet af LOFE.  

    Er du f.eks. ansat udelukkende som erhvervsmægler og ikke har med forbrugere at gøre, er du undtaget kravet om kompetenceforløb. Du skal i stedet opfylde kravet om løbende efteruddannelse. 

  • Skal jeg tage løbende efteruddannelse, mens jeg gennemfører kompetenceforløbet?

    Der er ikke krav om, at du tager løbende efteruddannelse i den periode, hvor du gennemfører kompetenceforløbet.  
     
    Med andre ord fritages du for krav om løbende efteruddannelse i det/d kalenderår, hvor du skal gennemføre kompetenceforløbet.  

    Først fra den 1. januar, altså året efter du har afsluttet kompetenceforløbet, begynder din første efteruddannelsesperiode og du har derefter to kalenderår til at opfylde kravet om 24 lektioner.

    Hvis du gennemfører lektionsgivende efteruddannelse i kalenderåret, hvor du afslutter dit kompetenceforløb, kan du overføre op til 12 lektioner til din første efteruddannelsesperiode. 

  • Hvordan tilmelder jeg mig kompetenceforløbet?

    I DE’s kursusshop kan du se, hvilke forløb der er udbudt og det er her du kan tilmelde dig. 

    I kursusshoppen kan du se, hvor i landet kurserne afholdes. Under de enkelte forløb kan du se, hvilke dage du skal kunne møde op til fysisk undervisning eller webinar.  Husk at booke dagene i din kalender. 

    Du skal være opmærksom på at få valgt et forløb, der starter og slutter indenfor den frist, du har til at gennemføre forløbet.  

    Når du har valgt det rigtige forløb, trykker du “tilmeld."

    Hvis du har brug for hjælp eller har spørgsmål, kan du altid kontakte DE’s Uddannelsesafdeling, der kan hjælpe dig.

  • Min kursusprofil på “Mit DE” siger, at jeg skal tage 7 kompetencekurser, men jeg er i overgangsordningen og/eller har allerede tage et eller flere kompetencekurser før 1. januar 2025?

    Kursussystemet er opdateret, så det stemmer overens med de regler, der gælder fra 1. januar 2025.  
     
    Hvis du er omfattet af overgangsordningen, og var i gang før 1. januar 2025, skal du fortsat blot gennemføre minimum 4 ud af de 7 kompetencekurser. 

    Hvis du ikke har gennemført og bestået minimum 1 kompetencekursus inden den 1. januar 2025, omfattes du af kravet om at gennemføre det nye kompetenceforløb med 7 kurser fordelt på 4 moduler.  

    Hvis du har spørgsmål til, hvad der gælder for dig, så kontakt DE’s uddannelsesafdeling på deuddannelse@de.dk eller på telefon 70 25 09 99.