Et skridt mere væk fra gennemsigtighed på andelsboligmarkedet

Med det nye vurderingssystem fjernede man de offentligt fastsatte ejendomsværdier for en lang række ejendomme. Herunder også andelsboligforeningers. Måske godt det samme, for de tidligere ejendomsværdier, man nogle steder stadig bruger som grundlag for at regne en andelsboligs værdi ud, var ikke altid i overensstemmelse med virkeligheden.

Men det skabte et politisk behov for at sikre, at andelsboligforeningerne havde mulighed for at få et nyt, gratis alternativ til de valuarvurderinger, mange af DE’s medlemmer laver for andelsboligforeningerne. Måske forståeligt nok. Og under den præmis har vi hele vejen forsøgt at sikre så retvisende og gennemsigtigt et grundlag at handle andelsboliger på, som det er muligt. Det må være i alles interesse. Andelsboligforeningerne udgøres trods alt af andelshavere, der selv på et tidspunkt har købt og skal sælge.

Derfor har det også undret os, at man valgte at haste et lovforslag igennem, som tidligere under en anden regering og i en anden tid var fremsat. Et lovforslag der løser et politisk problem med flere indgreb end nødvendigt og så yderligtgående som muligt. Til skade for gennemsigtigheden for dem, der skal handle andelsboliger i fremtiden, som i forvejen må være på herrens mark uden en kvalificeret rådgiver, hvis de skal vide, hvad en andelsbolig reelt er værd.

Fremtiden

Nu kan foreningerne lade deres valuarvurdering gælde i flere år end tidligere, eller de kan indeksere den gamle offentlige vurdering. Dertil kommer, at der kan være fastholdte valuarvurderinger eller offentlige vurderinger fra den tidligere boligministers Blackstone-indgreb år tilbage. Og anskaffelsessummen for ejendommen. Og alle de førnævnte med mere eller mindre vilkårlige tillæg eller fradrag.

Hvem ved, hvad der er gjort i den pågældende forening, og hvorfor. Og selv hvis man ved dét, hvem ved så, hvad ejendommen reelt er værd? Og dermed, hvad der er den rigtige pris for en andelsbolig?

Ganske uigennemsigtigt for de enkelte andelshavere, og med uigennemsigtighed kommer forfordeling af mennesker, der ønsker sig, hvad tanken bag andelsboligerne skulle være: Et billigt alternativ til ejerboligen. Dyre skabe, byttehandler og mennesker, der risikerer at forkøbe sig, i troen på, at værdien af en andelsbolig er, hvad andelsboligforeningen har besluttet, den skal være.

Vi havde gerne set et så begrænset indgreb som muligt. Her overkompenserer man andelsboligforeningerne i deres ønske om at begrænse deres omkostninger, til skade for dem, det i virkeligheden handler om: andelshaverne og dem, der gerne vil være det.

Derfor forsøgte vi også sammen med vores medlemmer at råbe ministeren og partierne op, inden disse, uden fornyet høring, fremsatte og vedtog et stort set uændret lovforslag, som nu træder i kraft den 15. april. Uden nogen lydhørhed.

Vi må se, hvor fremtiden tager os hen. En valuarvurdering er stadig den bedste måde at få fastslået en andelsboligforenings ejendoms værdi på. En løbende, årlig revurdering sikrer, at andelsværdierne er i overensstemmelse med virkeligheden. Så skal bestyrelser ikke selv balancere tillæg og fradrag til ejendomsværdier, der ligger år tilbage. Og andelsboligsælgere skal ikke være låst fast i deres bolig, fordi resten af foreningen ikke vil bekoste en vurdering, der tager højde for en stigning i ejendomsværdien.

Gennemsigtigheden har trange kår. Og dermed forbrugerbeskyttelsen. Hvem ved, om andelsboligforeningerne er på vej til at sejre sig selv ihjel.