Anti-hvidvask i øjenhøjde
Hos DE vil vi nu lave vores egen vej til underretning for de mange ansatte i mindre virksomheder, som gerne skulle gøre det nemmere for vores medlemmer.
Nogle gange må man tage tingene oppefra og ned.
Vi ved i vores branche, at vi er en vigtig del af samfundets samlede indsats mod hvidvask. Her gør vores kolleger i den finansielle sektor allerede en stor indsats. Det gør de selvfølgelig på deres måde og ud fra de muligheder og forudsætninger, de har. Det samme gør vi og de andre ikke-finansielle brancher. Ingen nævnt, ingen glemt.
Virksomhedernes arbejde for at undgå at blive misbrugt til hvidvask er stort, men det store arbejde er for mange usynligt.
For den almindelige kunde, kan det se ud som om, at indsatsen er et par ekstra spørgsmål og at modtage kopi af et kørekort eller underskrift med MitID, men det arbejde, der i hver virksomhed går forud for de ekstra spørgsmål, er betydeligt. Særligt hos vores medlemsvirksomheder, ejendomsmæglerne og køberrådgiverne, der meget ofte er mindre virksomheder med få ansatte. Hvor den menneskelige kontakt går forud for alt andet, og hvor vi møder folk i virkeligheden, uden skærme imellem.
Det, synes vi selv, er vores kvalitet. Vi kommer tæt på mennesket.
Det er for os at se også vores kvalitet, når det kommer til, hvordan vi bedst bidrager til indsatsen mod økonomisk kriminalitet. Så giv os mulighed for at prioritere kræfterne, hvor de for os at se er brugt bedst i vores fælles interesse.
Let adgangen til at underrette, når vi får mistanke om økonomisk kriminalitet
Vi underretter lige nu i et internationalt system, med kringlet adgang og mange felter. Vi lader ikke være af den grund, men fjern barriererne, så vi nemt kan koncentrere os om det vigtige: At hejse et flag, når vi mener, myndighederne bør kigge med.
Hos DE vil vi nu lave vores egen vej til underretning for de mange ansatte i mindre virksomheder, så de får samme muligheder, som ansatte i en større virksomhed har.
Lad os sætte standarder sammen
Giv os muligheden for at lave standardrisikovurdering, -politikker og -forretningsgange, så den enkelte virksomhed ikke skal opfinde sine egne. Følger man standarden, skal man ikke gøre mere. Datatilsynet kan stemple adfærdskodeks under GDPR – kan Erhvervsstyrelsen få lov til det på hvidvaskområdet?
Vi vil gerne i DE lave så meget af det store, usynlige arbejde for vores medlemsvirksomheder, som vi kan. Så de kan koncentrere sig om det væsentlige i deres arbejde og i deres fortsatte indsats mod økonomisk kriminalitet. På den måde kan vi udligne forskellene mellem de mindre virksomheder og de store virksomheder.
Det er værd at huske, at uanset hvordan man vender det, så er det i sidste ende kunderne, der betaler for virksomhedernes tid. Så lad os give kunderne mest muligt for deres penge med en effektiv og branchetilpasset indsats mod hvidvask.
Det er oppefra og ned.