Branchenorm for arealoplysninger ved salg af ejerboligprojekter
Norm til anvendelse ved formidling af ejerboligprojekter (endnu ikke opførte boliger / nyopførte boliger, der ikke tidligere har været ejet af forbrugere). Detaljerede krav til beregning af arealoplysninger for den nye boligenhed. Plantegninger skal benytte indvendige mål i hvert rum. Normen gælder for alt salgsmateriale som indeholder en plantegning.
Nærværende norm gælder ved formidling af salg af ejerboligprojekter for professionelle sælgere.
Ved ejerboligprojekter forstås endnu ikke opførte ejerboliger samt nyopførte ejerboliger, der ikke tidligere har været ejet af forbrugere.
Salgsopstillingen skal indeholde arealoplysninger i henhold til bekendtgørelse om formidling m.v. ved salg af fast ejendom. Såfremt salgsopstillingen indeholder eller henviser til en plantegning, skal denne anføre den indvendige længde fra væg til væg for hvert enkelt rum på plantegningen. Den indvendige længde fra væg til væg skal illustreres ved hjælp af en linje, som markerer, at det anførte mål er den fulde længde fra væg til væg. Se eksempel på illustration nedenfor.
Der må ikke på plantegningen anføres yderligere arealangivelse, som f.eks. areal iht. BBR o.lign.
Er der i boligen indsat fast inventar, som f.eks. skabe, køkkenelementer, indvendige trapper m.v., skal disses placering markeres i plantegningen samtidig med, at følgende opmærksomhedstekst indsættes under plantegningen: ”Bemærk, at de i plantegningen anførte mål fra væg til væg ikke tager højde for indsat inventar såsom skabe, køkkenelementer, indvendige trapper m.v.” Se eksempel på illustration nedenfor.
Normen gælder tillige for øvrigt salgsmateriale, f.eks. salgsprospekter, vinduesopstillinger, annoncer på hjemmesider m.v., som indeholder eller henviser til en plantegning.
Revisionsdato: 3. marts 2021
Copyright © 2025 - Dansk Ejendomsmæglerforening