05. april 2022

Jobopslag: Studentermedhjælper til uddannelsesafdeling

Har du lyst til at få studierelevant erfaring og anvende dine kompetencer i et studenterjob indenfor uddannelsesplanlægning og kompetenceudvikling? Så søg jobbet som studentermedhjælper i Dansk Ejendomsmæglerforening.

Er Du Vores Nye Kollega DE(2)

Hvem er vi?

Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) er en brancheorganisation. Vi varetager ejendomsmæglernes politiske interesser, yder mæglerfaglig rådgivning, driver kursusvirksomhed og står for meget af medlemmernes efteruddannelse.

Du skal være med til at udvikle og tilrettelægge kompetenceudvikling og læringsaktiviteter for de cirka 5000 beskæftigede i ejendomsmæglerbranchen. I Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) afholder vi årligt over 200 aktiviteter. Det sker for forskellige målgrupper; boligmæglere, erhvervsmæglere, trainees, indehavere og mange andre.

Som studentermedhjælper indgår du i uddannelsesafdelingen, som består af 5 fagligt dygtige medarbejdere. Vi udvikler og afholder e-læring, webinarer, kurser og konferencer og varetager ejendomsmæglernes interesser i forhold til de offentlige ejendomsmægleruddannelser. Du får et tæt samarbejde med sekretariatets øvrige medarbejdere.

Din rolle

Din primære opgave vil være at hjælpe ved planlægning og afholdelse af kursusaktiviteter. Det indebærer bl.a. at du skal oprette skemaer til evaluering af kurser samt stå for administrationen af dem, efter de er udfyldt. Du skal lave kursusadministration/arbejde i et Learning Management System (et LMS). Du skal også besvare spørgsmål om uddannelse fra vores medlemsvirksomheder. Ligeledes vil du skulle hjælpe ved afholdelse af webinarer mm.

Du er studerende og i gang med en bachelor- eller kandidatuddannelse, gerne med fokus på emner som udvikling, læring, organisation, forandringsprocesser, uddannelse eller digitalisering.

Arbejdsopgaverne kræver, at du er struktureret og serviceminded. Du brænder for at lære nye ting og ønsker at udvikle dig. Vi lægger vægt på selvstændighed og fleksibilitet.

Det praktiske 

  • Din arbejdstid vil være cirka 10 timer pr. uge. Arbejdstiden planlægges fleksibelt under hensyntagen til dit studie og eksamensperiode.
  • Arbejdet skal udføres i sekretariatet på Islands Brygge.
  • Tiltrædelse: Snarest muligt. 

Ansøgning

Send os din ansøgning snarest muligt. Vi afholder løbende samtaler og senest i uge 17. Send din ansøgning og CV mærket “Studentermedhjælper Uddannelsesafdelingen” pr. e-mail til: gl@de.dk.

Du finder flere oplysninger om Dansk Ejendomsmæglerforening på www.de.dk. Såfremt du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte uddannelseschef Gitte Laursen på tlf.: 32 64 45 69