Hvidvask skal ikke kunne foregå i mæglerbranchen
Vi er alle for nylig blevet præsenteret for eksempler og indikationer på hvidvask i et omfang, vi ikke troede var muligt. I Dansk Ejendomsmæglerforening har vi i årevis arbejdet med anti-hvidvaskreglerne, og der er fortsat behov for en øget indsats.
Det må løbe enhver branche koldt ned ad ryggen, når de bliver bekendt med hvidvask i det omfang, vi for nylig er blevet præsenteret for. Eksempler og indikationer på hvidvask, svindel og anden kriminalitet. Det er ikke betryggende. Hverken for os som samfund, for os som borgere, for os som virksomheder eller for os i ejendomsbranchen.
Har vi problemer som samfund? Er det systemets skyld? Er det måden vi fører eller ikke fører kontrol med hinanden? Kan vi kontrollere os ud af, at mennesker bliver involveret i kriminalitet, der måske starter i det små og ender et sted, hvor det føles som om, der ingen vej er tilbage? Der findes næppe et entydigt svar.
Vi har i årevis arbejdet med anti-hvidvaskreglerne i Dansk Ejendomsmæglerforening. Det skal ikke være en hemmelighed, at det – ligesom i mange andre brancher – trækker store ressourcer hos vores medlemsvirksomheder. Også når vi har med kunder at gøre, som reelt ikke udgør en risiko for hvidvask. Det kan for mange føles som skyggeboksning. Kriminaliteten har tilsyneladende mange ansigter, viser det sig.
Det er vanskeligt at dæmme op for, at der er personer, der bevidst forsøger at omgå de værn, vi som samfund har sat op for at forhindre hvidvask og anden kriminalitet. Vi gør vores, og vi vil gerne gøre det så godt, vi kan. Vi vil ikke risikere at se hele vores branche blive taget til indtægt for en enkelt persons fejl eller undladelse.
Derfor traf DE’s bestyrelse også i foråret beslutning om at sikre et solidt vidensniveau for alle i vores medlemsvirksomheder og alle nytilkomne med endnu et kursus i netop anti-hvidvask. Derfor har vi også vejledning til vores medlemsvirksomheder i vores Vidensbank. Og det kommer ud over, hvad vi ved, der i forvejen laves og løses i virksomheder og kæder på det samme område.
Sammen med Erhvervsstyrelsen, der er vores vejlednings- og tilsynsmyndighed, sørger vi for, at vores medlemmer er bedst muligt klædt på til at overholde hvidvasklovens regler. Med formålet for øje selvfølgelig. For formålet må ikke blive, at vi alle anser hinanden som kriminelle, men at vi finder de få, der er.
Indsatsen må vi løfte i fællesskab, for at sikre fortsat tillid til ejendomsbranchen og for at sikre tillid til hinanden i det samfund, vi alle er en del af.