25. november 2024

Juridisk- eller mæglerfaglig konsulent til DE

Vil du arbejde i Dansk Ejendomsmæglerforening? Læs jobopslaget her.

Er du jurist eller ejendomsmægler med solid juridisk forståelse? Har du lyst til at arbejde med at indsamle, omsætte, bruge og formidle viden på mange forskellige områder, alt sammen med fast ejendom som omdrejningspunkt? Og vil du have en arbejdsdag med flere forskellige typer af opgaver?

Så er du måske vores nye kollega i Dansk Ejendomsmæglerforening (DE).

Vi søger en kollega til fastansættelse i vores mæglerfaglige afdeling, der yder vores medlemmer faglig service på mange måder og områder.

Din hverdag i DE

Du bliver ansat i vores team, der yder mæglerfaglig service med reference til vores chefkonsulenter, afhængigt af opgavetype og fagområde. Vores team løser mange forskelligartede opgaver, men det meste tager afsæt i lovreguleringen af fast ejendom, rådgivning og meget ofte forbrugerretten, vores medlemmer arbejder med og under. Vi formidler viden på flere måder, vi laver sagsbehandling, og vi udvikler os og vores opgaveløsning sammen med den branche, vi arbejder for.

Du skal bidrage med at hjælpe vores medlemsvirksomheder med sagsbehandling af erstatningskrav indenfor vores kollektive ansvarsforsikringsordning. Herudover forventer vi, du kan deltage i faglig vejledning af vores medlemmer via vores telefoniske hotline. Vi sørger for, at du bliver sat godt ind i processerne, inden du kommer til at arbejde selvstændigt med dine opgaver.

Blandt dine opgaver vil også være

At bidrage med at skrive faglige indlæg til vores vidensbank på de.dk og til vores nyhedsbreve, som vi udsender løbende.

At deltage i vores politiske arbejde med afsæt i dine faglige specialer.

På sigt er der også mulighed for, at du kan bidrage til undervisningen af vores medlemmer i forskellige sammenhænge, og at du kan bidrage til sekretariatsbetjeningen af et eller flere af vores politiske udvalg.

Lidt om dig

Du har en juridisk baggrund, enten som jurist eller som ejendomsmægler, køberrådgiver eller sagsbehandler med solid juridisk forståelse. Har du et par års relevant erhvervserfaring, vil det være en fordel, og er erfaringen fra fast ejendom, endnu bedre.

Vi har ikke flere deadlines end alle andre arbejdspladser, men de er der, og du skal kunne samarbejde med os om, at dine og vores fælles opgaver nås i rette tid. Det er derfor også en fordel, at du er god til at arbejde med flere forskellige typer opgaver ad gangen.

Du har ambitioner for dig selv og for din arbejdsplads og sætter kvalitet i opgaveløsningen højt. Derfor tager du typisk også ansvar for dine egne opgaver og står klar til at hjælpe andre, der har brug for din ekspertise.

Du er videbegærlig, venlig og har både servicegen og situationsfornemmelse.

Du måler – ligesom os – ikke nogens kvalifikationer på deres alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Det tilbyder vi dig

En arbejdsplads med fagligt kompetente mennesker, der er ambitiøse på branchens og på egne vegne, og som holder af at omsætte vores viden til vores medlemmers hverdag.

Daglig kontakt med vores medlemsvirksomheder, der støder på både små og store ting, som lader dig udforske både juraen og dine faglige specialer.

Ugentlig arbejdstid på 37 timer inkl. frokostpause og mulighed for hjemmearbejde.

En arbejdsplads i Codanhus ved Vesterport med gode kollegaer, fleksibilitet, stor fællesskabsfølelse og engagement.

Om Dansk Ejendomsmæglerforening

DE blev stiftet i 1912 og er den førende brancheorganisation for ejendomsmæglere og andre professionelle rådgivere inden for fast ejendom. Vi arbejder for at skabe gode vilkår for vores ca. 1.300 medlemsvirksomheder landet over. Vores kerneydelser til medlemmerne er at yde mæglerfaglig og juridisk rådgivning, politisk interessevaretagelse samt tilbyde kurser og efteruddannelsesmuligheder.

Ansøgning

Send dit CV, motiveret ansøgning og evt. referencer til job@de.dk senest den 15. december 2024.

Har du spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at kontakte juridisk chefkonsulent Hanne Delcomyn på 3264 4576. Tiltrædelse hurtigst muligt, men vi sigter efter senest 1. februar 2025.

Vi holder samtaler løbende og ansætter den rette kandidat, når vi har fundet vedkommende.

Vil du vide mere om stillingen?

Hanne Delcomyn

Hanne Delcomyn

Juridisk chefkonsulent & advokat

  • hd@de.dk
  • 32 64 45 76
  • Gammel Kongevej 60, 1850 Frederiksberg C