21. april 2022

Udfasning af gas skal være rimeligt for boligejere

Danmark skal udfase naturgas. Det betyder, at der skal sættes turbo på udrulningen af fjernvarme. Og alle danske boligejere, der i dag har et gas- eller oliefyr, skal senest til jul have besked om, hvorvidt de kan blive koblet på fjernvarmen eller om de skal have en varmepumpe. Men ejerne af et gas- eller oliefyr skal have en ordentlig mulighed for tilskud.

003 181205 Bøgebakken 2, 4640 Faxe 2 (1)
En bolig med gas- eller oliefyr skal nemt have mulighed for at skifte energikilde. Det mener direktør i DE Ole Hækkerup.

Nu skal Christiansborg forhandle om, hvordan Danmark kommer ud af naturgassen. Det starter med, at alle gaskunder får et brev inden jul, der fortæller, om de skal have fjernvarme, og i givet fald hvornår. Så kan man trække lidt på smilebåndet over det med at få et brev inden jul. Men selve ideen - at lade husejerne vide, hvad planen er - er faktisk en god ide. På boligmarkedet betyder det, at købere og sælgere ved, hvad der skal ske. Og det er godt til at undgå usikkerhed.

Jo tidligere boligejerne får besked desto bedre. For så bliver perioden med usikkerhed mindre. 

Det giver da også god mening at bruge gas fra Nordsøen i stedet for russisk gas. Også for at hjælpe andre EU-lande. Hellere dansk gas end russisk gas. Danmark burde jo aldrig være havnet i den situation, at vi er afhængige af Putins gode vilje.

Men når forhandlingerne på Christiansborg går i gang, så skal det ikke kun være godt for Danmark, Europa, den danske økonomi og klimaet. Det skal samtidig helst være dårligst for Putin. Og så skal det bestemt også være rimeligt for den enkelte husejer.

Der er cirka 400.000 huse, der får naturgas i dag. Med den plan, der er fremlagt, skal halvdelen af gaskunderne være skiftet til enten varmepumper eller fjernvarme inden 2028. Logisk nok i et nationalt perspektiv.

Men det ligger også i regeringens plan, at det er den enkelte husejers eget problem at skifte. Ja, nogle får ligefrem dårligere muligheder for tilskud, end de har nu.

Og selvom brevet kommer med besked om fjernvarme eller varmepumpe, kan det jo godt være noget andet, der er logisk for den enkelte husejer. Altså anskaffe en varmepumpe, selvom der er planlagt fjernvarme om fem år. Det skal der rettes op på i forhandlingerne på Christiansborg.

Det skal ikke kun gøre ondt på Putin og være godt for Danmark. Det skal også være logisk og rimeligt for den enkelte boligejer.